Spidsløn er naturligt udbredt i de sub-oceaniske til sub-kontinentale dele af Central- og Østeuropa, hvor den hovedsageligt optræder i lavlandet, langs floddale mv.
Den forekommer i det sydøstlige Skandinavien og Danmark, det sydlige Finland, Baltikum, Polen og helt ind til Ural i Rusland. Dens naturlige vestgrænse går gennem Tyskland og det østlige Frankrig. Udover i Sydøsteuropa vokser spidslønnen også i det vestlige Tyrkiet og i Kaukasus.
Den er ofte blevet plantet uden for det naturlige udbredelsesområde og er generelt på fremmarch mod nord (Skandinavien) og vest (England, Irland) og ind i byerne. Dette skyldes tidlig og hyppig frugtsætning, dvs. en udpræget foryngelsesvillighed. Træarten er bl.a. indført til Nordamerika, hvor den mange steder optræder invasivt.
Spidslønnen er som æren intermediær i sit lyskrav, og da den ikke bliver højere end ca. 20 meter, optræder den ikke særlig hyppigt og aldrig som et dominerende element.
I ungdommen er den skyggetolerant - især på næringsrige lokaliteter. Senere i udviklingen kræver den mere lys. Hvor den forekommer, forynger den sig løbende og står dermed klar, når der opstår en åbning i kronetaget.
Den optræder særligt hyppigt i små grupper eller som enkelttræer sammen med ask, lind og avnbøg i skove, hvor den ofte udgør en mellemetage. Den har tidligere været dyrket i lav- eller mellemskovsdrift, da den villigt sætter stødskud.
Spidsløn er varmeelskende og kan samtidig tolerere vinterkulde. Den er også relativt tolerant både overfor efterårs- og forårsfrost og ikke mindst tørke.
Denne generelle robusthed sammen med en stor mangfoldighed i former og farver har gjort den til et yndet træ i byer og parker. Dens subkontinentale klimaprofil i kombination med dens tørketilpasningsevne indikerer, at den formodentlig kan drage fordel af de forventede klimaændringer.
Spidslønnen vokser som de fleste andre arter bedst på næringsrige, dybgrundede lokaliteter med en god vandforsyning. Den vokser dog også udmærket på mere fattige og tørre jordtyper. Samlet set er spidslønnen jordbundsmæssigt mere nøjsom end æren.
Den er i lighed med æren følsom overfor stagnerende vand i rodzonen. Dens løv omsættes let.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Spidslønnen har ikke haft nogen plads i det klassiske skovbrug og har derfor været forvist til skovbryn og det åbne landskab. I den naturnære drift forekommer den ikke som dominerende art i nogen skovudviklingstyper, men den har dog en vis rolle som indblandingsart i bl.a. skovudviklingstyperne Bøg med douglas og lærk (13), Eg med ask og avnbøg (21), Ask og rødel (31), Gran med bøg (51) samt i de kulturhistoriske skovudviklingstyper som "Stævningsskov" (91), "Græsningsskov" (92) og Skoveng" (93).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.