Ærens naturlige udbredelse strækker sig fra Nordspanien, Frankrig og Belgien i vest gennem Central- og Østeuropa til Kaukasus og Elbrusbjergene i Iran mod øst. Den nordligste udbredelse er med sikkerhed i Nordtyskland og dens sydligste i Calabrien (Syditalien). Den er dog blevet naturaliseret i mange andre områder, således vokser den (og forynger sig) helt op til Tromsø. Æren er næsten overalt associeret med bøgen (i Kaukasus dog med orientalsk bøg). Den er ikke blot knyttet til lavlandet, men er i Mellem- og Sydeuropa en typisk bjergskovsart (tysk: Bergahorn), hvor den stedvis kan gå helt op til trægrænsen.
Æren er i ungdommen skyggetålende, men den kræver for sin fortsatte udvikling løbende forstyrrelser (lysåbninger). Den forynger sig desuden udmærket efter større katastrofer/forstyrrelser så som stormfald, laviner, jordskred mv. og har således også typiske pioneregenskaber.
Som sådan indtager den en udpræget mellemstilling mellem pioner- og klimaksarterne. I lavlandet optræder den ofte sammen med bøg, og som typisk gap-specialist udvikler den sig her fint sammen med bl.a. ask i et bøgedomineret skovsamfund, hvor æren dog sjældent udgør mere end 5 %. I bjergegnene vokser den sammen med bøg, rødgran og ædelgran, og optræder her ofte med større hyppighed. Den optræder dog sjældent eller aldrig i renbestand.
Æren stiller ikke de store krav til klimaet. Den kan i ungdommen skades noget af forårsfrost, men på grund rask vækst vokser den hurtigt ud af disse kulturproblemer. Den har generelt en stor temperaturamplitude og trives godt selv i koldt-tempererede regioner. Den er relativ tolerant overfor tørke.
Den vil ikke få problemer ved mindre klimaændringer.
Æren har en ret stor amplitude hvad angår nærings- og vandforsyning, men udvikler sig bedst på næringsrige, kalkrige, dybgrundede jorde med en god vandforsyning.
Stagnerende vand i rodzonen tåler den dårligt. Samlet set er æren jordbundsmæssigt en smule mere krævende end bøgen. Dens løv omsættes let.
Ær kræver høj vand- og næringsstofforsyning for at nå høje vækstydelser. Rødderne tåler ikke tætte jorde (høj volumenvægt) eller grundvandspåvirkning, men foretrækker god jordstruktur og godt luftskifte. Undgå tørvejorde og dårligt drænede, fede lerjorde (vand forsyningstype 9, og de vådeste i type 8), hvor væksten ofte stagnerer ved hård hugst.
Vi har meget beskeden erfaring med dyrkning af æren på næringsfattig sandjord. Formodentlig vil den klare sig her, men dog næppe med nogen imponerende vækst.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Med sin store foryngelsesvillighed på et vidt spektrum af lokaliteter, sin gode evne til at associere med andre arter og generelt gode økologiske egenskaber har æren en vigtig rolle i det naturnære skovbrug. Ærens rolle som indblandingsart i en langt række naturlige skovsamfund, giver den en tilsvarende rolle i en række skovudviklingstyper. Således optræder den i Bøg (11), Bøg med ask og ær (12) og Gran med bøg og ær (51) med op til 20 %, samt i en række andre skovudviklingstyper: 13, 14, 61, 61 som "mindre" indblandingsart.
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.