Rødel er udbredt i hele Europa, dele af Lilleasien og Nordafrika (Atlasbjergene). I Skandinavien går den op til den 66. breddegrad. Den opfattes som en typisk lavlandstræart, som er specielt knyttet til floddale og sumpområder. Mod syd vokser den dog også i bjergene og når fx i Alperne højder på 1800 m over havet.
Rødel er en typisk pionerart med et højt lyskrav - især i ungdommen. Da den samtidig ikke bliver særlig gammel (100-120 år), har den svært ved at konkurrere med de længerelevende skyggetræarter og er derfor trængt ud på dårligt drænede lokaliteter.
På lokaliteter med højtstående permanent vandspejl findes rødel således i renbestand og ellers optræder den som oftest i blanding med andre arter. På næringsrig vådbund findes den således sammen med ask og til dels stilkeg og birk, mens den på mere næringsfattige lokaliteter (lavmoser) findes i blanding med birk.
Rødellen er temperaturtolerant og skades sjældent af frost.
På den anden side er den udpræget vandkrævende og bliver kun gammel, hvis den har kontakt til grundvand.
Rødellen forventes at være robust overfor de forventede temperaturstigninger. Dens potentielle arealer vil nok svinde ind, hvis klimaændringerne ledsages af nedgang i nedbør.
Rødellen foretrækker de meso- til eutrofe, humusprægede jorde langs med vandløb og permanente vådområder. Den vokser ikke på højmoser. Den trives godt på grundvandspåvirket jord og lavmoser med stabil vandforsyning, fordi ilt ledes via xylemet til rødderne. Rodsystemet er tæt forgrenet og har formodentlig en evne til gennembryde kompakte jorde.
Næringskravene er lavere end hos ask, og den kvælstoffikserende evne kan forbedre næringsfattige lokaliteter.
Tørre og meget fattige lokaliteter bør undgås. Her kan rødellen dog have en funktion som ammetræ, men den dør som oftest i 20-30 års alderen.
Rødellen har jordbundsforbedrende egenskaber med sit letomsættelige løv og kvælstofassimilerende bakterieknolde på rødderne.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Rødellen er en specialist knyttet til højtstående grundvand. Gennem de seneste århundreders dræning af skovenes vådområder er mange af rødellens naturlige lokaliteter forsvundet. Hvis den naturlige hydrologi i sådanne områder retableres, vil rødellen få en større udbredelse i skovene.
Den er kun repræsenteret i få skovudviklingstyper. Mest fremtrædende er den i Ask og rødel (31), hvor den på de vådeste lokaliteter kan blive helt dominerende. Desuden vil den hyppigt forekomme på (genskabte) mindre vådområder i blanding med eg, ask, birk og skovfyr på lokaliteter, der er for små til at blive udskilt som dyrkningsenheder med en tilknyttet skovudviklingstype. Endelig er rødellen knyttet til den kulturhistoriske skovudviklingstype Stævningsskov (91) samt til Skovengen (93).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.