Vortebirken (Betula Pendula) og Dunbirken (Betula pubescens) er begge udbredt over det meste af Europa - fra Nordskandinavien til Syditalien og fra Irland til langt ind i Rusland. Dunbirken går ikke helt så langt mod syd som vortebirken, men går længere mod nord (den findes fx naturligt på Grønland og i Island).
I Danmark forekommer vortebirken i de fleste egne. Dunbirken vokser fortrinsvis i moser og er hyppig i Nord- og Midtjylland samt i Nordsjælland.
I det klassiske skovbrug har birken i grankulturer været anset som "ukrudt", som det gjaldt om at bekæmpe. Derfor er birken i mange områder så godt som udryddet i skovene.
Birken er den mest udprægede pioner af vore træarter og den kræver meget lys. Dens rolle er derfor at starte de tidlige successionsstadier efter større eller mindre katastrofer. Kun på ekstreme lokaliteter - fx på tørv, kan den sammen med andre pionerer (skovfyr, røn mv.) danne halvvejs stabile skovsamfund.
Grundlæggende er birken dog afhængig af sammenbrud af en vis størrelse (stormfald, skovbrand mv.), som den koloniserer effektivt med sine rigelige, let vindspredte frø.
Birken er som udpræget pionerart ekstrem klimatolerant og skades sjældent af frost. Den stiller tilsvarende ringe krav til vandforsyningen.
Vortebirk er dog mere tørketolerant end dunbirken. Hvor vandforsyningen er tilstrækkelig, har birken et meget højt vandforbrug. Birk anses som værende robust overfor klimaændringer.
Birken har en ekstrem stor jordbundsamplitude og kan vokse på alle jorde fra de mest næringsfattige og tørre til næringsrige og våde (grundvandspåvirkede) lokaliteter.
De to arter synes dog at adskille sig mht. jordbundspræferencer. Mens vortebirken trives bedre på den tørre og sandede højbund, så synes dunbirken at foretrække den våde bund (tørvelokaliteter).
Birken er robust over for selv vanskelige jordbundsforhold, også pseudogley og grundvandspåvirkning.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Birken er frem for alle pionertræarten i skoven. Dens rolle i det naturnære skovbrug er knyttet til katastrofer og marginallokaliteter (sand, tørv). Den er derfor kun repræsenteret med en større andel i skovudviklingstyperne Birk med skovfyr og gran (41) og Skovfyr, birk og rødgran (81). Birken spiller med sine pioneregenskaber også en rolle i visse Stævningsskove (91) samt i Græsningsskov (92). Den har også en vigtig rolle som "sårheler" i skovene generelt, idet den er fremragende til at genskabe skovklimaet og starte en succession efter stormfald eller andre større katastrofer. Det er derfor vigtigt at bevare enkelte birk i skovudviklingstyperne generelt - især de nåletrædominerede – som en forsikring i tilfælde at større katastrofer.
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.