Avnbøgen er vidt udbredt i Mellemeuropa fra Sydengland, Danmark og Sydsverige i nord til Sydfrankrig, Syditalien og Grækenland mod syd. Mod øst standser træarten ved grænsen til Rusland, mens udbredelsen strækker sig fra sortehavsområdet gennem Kaukasus til Elbrusbjergene i Iran.
Mod nord vokser avnbøg i lavlandet, mens den vokser i op til 1000 meters højde i Mellemeuropa og op til 2000 meter i Kaukasus. Den bliver mellem 150 og 250 år gammel, og når sjældent højder på over 25 m - selv på optimale lokaliteter.
Avnbøgen er skyggetolerant, men bliver sjældent dominerende i de tilsvarende klimakssamfund, da dens højdevækst er begrænset i forhold til andre skyggetræarter - især bøgens. Dens økologiske niche er derfor i højere grad som indblandingsart i mere lystræprægede skovsamfund, fx. sammen med eg, ask og lind, hvor avnbøgen hovedsagelig optræder i mellemetagen.
Den forekommer så godt som aldrig i renbestand, men som mellemetage kan den ofte optræde med større stamtal end overetagens træarter. Den sætter villigt stødskud og forekommer derfor hyppigt i de centraleuropæiske lav- og mellemskove.
Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.
Avnbøgen er tilpasset et suboceanisk til subkontinentalt klima og har sit optimum i det sydbaltiske område (Litauen, Polen). Den tolererer varme somre og klarer tilsvarende kolde vintre godt.
Den er mindre følsom over for sen forårsfrost end bøg og kan på ikke alt for udsatte lokaliteter godt kultiveres på bar mark uden skovklima og uden brug af ammetræer.
Nær dens nordlige grænse (fx. i Danmark), bliver den varmekrævende og undviger områder med kulde. Således udvikler den sig bedst i den sydøstlige del af landet. Avnbøgen vil nyde godt af mindre klimaændringer, hvis disse som ventet går mod højere temperaturer.
Avnbøgen er relativ tolerant med hensyn til næringsstof- og vandforsyning. Den kræver dog god næringsstofforsyning for at udvikle store individer. Den vokser på tørre lokaliteter såvel som på udpræget dårligt drænet, stiv lerjord med pseudogley, som den tåler langt bedre end bøg og ær. Den vokser dog dårligt på tørvejord.
Avnbøgens løv omsættes let, og træarten er en typisk mulddanner.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Avnbøg har pga. sin begrænsede højdevækst og gode skyggetolerance været brugt som undervækst i egebevoksninger til vanrisbekæmpelse.
Den er således ideel til at skabe strukturvariation og bunddække i lystræprægede skovudviklingstyper. Dette gælder specielt for Eg med ask og avnbøg (21), men også i andre skovudviklingstyper på bedre jorde har avnbøg en vis plads, fx Bøg med ask og ær (12), Eg med lind og bøg (22) og Ask med rødel (31). I den kulturbetingede skovudviklingstype Stævningsskov (91) vil avnbøgen også kunne forekomme, især på næringsrig bund.
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.