Artsbeskrivelse





Fuglekirsebær
Latin: Prunus avium
Gruppe: Løvtræarter
Hjemmehørende: Hjemmehørende
Botaniske oplysninger:
Fuglekirsebær findes i det meste af Europa med tyngden i det midteuropæiske og subatlantiske område. Mod nord findes den i England og i Skandinavien op til Midtsverige. Den sydlige grænse går gennem Nordspanien, Italien og det sydlige Balkan. Desuden findes arten i sortehavsområdet, i Kaukasus, Elbrusbjergene samt i Nordafrika. I Schwarzwald forekommer den op til 1000 meters højde, i Alperne op til 1700 og i Kaukasus op til 2000 meters højde.

I Danmark er fuglekirsebær almindelig på Bornholm i skove, skovbryn og på tilgroede græsningsarealer. I de øvrige dele af landet optræder den sporadisk, især i skovbryn. Den er dog sjælden vest for israndslinien.

Fuglekirsebær er en udpræget lystræart og forekommer udelukkende som indblandingsart, enkelt- eller gruppevis, hyppigt i bøgeblandingsskoven sammen med ask og ær, og i blanding med eg og ask.

Den er desuden skovbrynets og landskabets træart, her kommer dens økologiske (insektbestøver, bær) og æstetiske fortrin (blomstring og bær) til fuld udfoldelse.


Plantningslokalitet:
Fuglekirsebær trives bedst i et lidt varmere klima, end vi har i Danmark.

Som udpræget pionerart har den en hurtig ungdomsvækst og skades sjældent af frost.

Den foretrækker varme lokaliteter og vil nyde godt af en mindre temperaturforøgelse.

Den er relativ tørketolerant.

Da Danmark ligger tæt på artens nordlige udbredelse, må fuglekirsebær forventes at kunne drage direkte fordel af de pt. forventede moderate klimaændringer.

Fuglekirsebær vokser på mange forskellige lokaliteter, og den stiller ikke store krav til lokalitetens næringsstof- og vandforsyning. Den tåler dog ikke tætte jorde med udpræget dårligt dræning, men foretrækker veldrænede lokaliteter med middel til god næringsstofforsyning.

Arten forynger sig og trives udmærket på tørre, ikke for fattige lokaliteter, men produktionen er lav. For at sikre en god vækst (til vedproduktion) kræver den en dybgrundet jord med god vandforsyning.


Anvendelse:
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Dyrkningserfaringer med fuglekirsebær er begrænsede i Danmark. Dens økologiske og æstetiske fortrin samt fremragende ved berettiger den til en større plads fremover, men meget tyder dog på, at den er uegnet i renbestand.

Dens rolle i skovudviklingstyperne er derfor at være indblandingsart som i naturen. Således forekommer den i Bøg (11) og i Bøg med ask og ær (12); desuden i Eg med ask og avnbøg (21) på ikke alt for lerede lokaliteter samt i Eg med lind og bøg (22) på bedre lokaliteter. Ellers er Fuglekirsebær en betydningsfuld træart i skovbryn og i landskabet generelt samt i forbindelse med Græsningsskov (92) og Skovenge (93).

Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.




 

 

 

 

Plantevalg - et valg for fremtiden

Forside     Send email     Udskriv  
Forside Email Print
Tilgængelighedserklæring