Stilkeg er en af de mest udbredte træarter i Europa, hvor den især er knyttet til lavlandet. Dens naturlige areal strækker sig fra Sydskandinavien i nord til Syditalien og Balkanbjergene i syd og fra Portugal og Nordspanien i vest til langt ind i Rusland. Større naturlige forekomster har denne længelevende og lyskrævende træart dog kun der, hvor bøgens konkurrencekraft er svækket - under tørre næringsfattige forhold samt især på fugtige næringsstofrige, grundvandspåvirkede lokaliteter, fx på udpræget pseudogley og langs med de mellemeuropæiske floder, hvor den kan tåle periodiske oversvømmelser.
Egen er en lystræart med typiske pioneregenskaber. På næringsrige lokaliteter danner den skovsamfund med bl.a. avnbøg, ask, elm, lind, poppel mv., mens den på næringsfattige lokaliteter optræder i blanding med vintereg, birk, asp, røn, lind, mv.
Stilkegen er med sine pioneregenskaber tolerant både over for frost (især forårsfrost på grund af den sene udspring) og tørke. Meget stærk vinterfrost - især senvinterfrost kan dog skade kambiet og under medvirken af en række svampe periodisk føre til degenerationsfænomenet "egedød". Ligeledes kan tidlig efterårsfrost skade de endnu ikke afhærdede St.Hansskud.
Den er robust overfor tørke. Stilkegen regnes for at have en lidt større generel tolerance overfor både klimatiske og biotiske skadevoldere end vinteregen grundet sin større regenerationsevne. Dette kommer til udtryk ved dens udtalte tendens til vanrisdannelse, som udfra et vedkvalitetsmæssigt synspunkt dog er et minus.
Egen vil som en varmeelskende og tørketolerant træart generelt have gavn af de forventede klimaændringer.
Stilkeg har en meget bred jordbundsamplitude. Dens bedste udvikling forekommer på næringsrige, dybgrundede lokaliteter med god vandforsyning.
Derudover kan den vokse under næringsfattige, sandede og tørre forhold såvel som på lerede og kompakte jorde med gley og pseudogley. Selv på forholdsvis ekstremt grundvandspåvirkede jorde udvikler den sig acceptabelt, hvis der dog ikke er tendens til tørv.
Sædvanligvis regnes den for bedre tilpasset de fede våde jorde end vinteregen, der passer bedre til de tørre fattige jorde.
Stilkegen bør helt undgås på tørvejorde. Egens rodsystem opfattes ofte som meget stærkt med udprægede evner til at vokse i dybden. I ungdommen har den pælerod. Senere får dens rodsystem mere karakter af en hjerterod.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Egen forekommer som dominerende træart i 3 skovudviklingstyper: Eg med ask og avnbøg (21), Eg med lind og bøg (22) samt Eg med skovfyr og lærk (23), hvoraf stilkegen især er knyttet de næringsrige typer. Desuden forekommer stilkegen som indblandingsart i de fleste skovudviklingstype - især i de lystræprægede Ask og rødel (31) og Birk med skovfyr og gran (41) samt de kulturhistoriske skovudviklingstyper "Stævningsskov" (91), "Græsningsskov" (92) og Skoveng" (93). I klitten spiller stilkegen frem for vinteregen en rolle i skovudviklingstyperne Sitkagran med fyr og løvtræ (52) og Bjergfyr (82).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.