Småbladet lind er udbredt i det meste af Europa. Dens naturlige udbredelse strækker sig fra Sydnorge, Midtsverige og det sydlige Finland i nord til Syditalien og Balkanbjergene i syd; fra Irland, England og Nordspanien i vest til langt ind i Rusland. Desuden forekommer den i Kaukasus og Elbrusbjergene i Iran. Mod nord vokser den i lavlandet, mens den når op til 1500 m i alperne.
Linden indvandrede allerede til Danmark for ca. 8000 år siden, for i ældre lindetid - da temperaturen var 2 - 3 grader varmere end nu - at være det dominerende skovtræ. Ved bøgens indvandring i kombination med overgang til et køligere klima og menneskets skovrydninger i jernalderen reduceres lindens udbredelse stærkt, så den i dag kun findes i småbestande i den sydlige del af landet. De kendteste steder er Draved i Sønderjylland og Vindeholme på Lolland.
Linden er en skyggetræart, der dog ikke er helt så skyggetolerant som bøg. Den optræder naturligt som indblanding i en række skovsamfund og sjældent i større sammenhængende bestande.
På næringsrige lokaliteter danner den skovsamfund med bl.a. eg, avnbøg, ask, elm, poppel mv., mens den på næringsfattige lokaliteter optræder i blanding med bøg, vintereg, birk, asp, røn, mv.
Den har udpræget evne til at forynge sig vegetativt, hvilket gør den til en vigtig art i tidligere perioders lav- og mellemskovdrift.
Linden er en træart, der har sit optimum i et subkontinentalt klima med varme somre og kolde vintre.
Vort atlantiske klima med kølige somre tilfredsstiller ikke lindens varmekrav – specielt ikke mht. frømodning. Derfor formerer linden sig sjældent generativt i Danmark.
På trods af et relativt tidligt udspring er den tolerant overfor sen forårsfrost. Den er meget tålsom overfor vinterfrost og tørketolerant - måske på grund af et veludviklet rodsystem selv på vekselvåde jorde.
Linden vil få gavn af de forventede klimaændringer med generelt højere temperaturer.
Småbladet lind har en stor jordbundsamplitude og udvikles godt på moderat fattige til meget rige jorde. Den bedste udvikling er på jorde med god vand- og næringsstofforsyning. Den er velegnet på svær lerjord og dårligt drænede lokaliteter med pseudogley og gley, som optræder allerede fra 30-50 cm dybde. Den egner sig ikke på tørvejord.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Med sin store økologiske amplitude og særlige evne til at vokse på grundvandspåvirkede jorde får linden en vis rolle i en række skovudviklingstyper, ikke mindst set i lyset af klimaændringerne, der afgørende vil kunne forbedre lindens rolle - herunder dens foryngelsesmulighed. Følgende skovudviklingstyper indeholder lind i større eller mindre grad: Eg med lind og bøg (22), Bøg med ask og ær (12), Bøg og gran (14), Eg med ask og avnbøg (21), Ask og rødel (31). Desuden forekommer linden i de kulturhistoriske skovudviklingstyper Stævningsskov (91) og Græsningsskov (92).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.