Artsbeskrivelse





Alm. hvidtjørn
Latin: Crataegus laevigata
Gruppe: Buskarter
Hjemmehørende: Hjemmehørende
Botaniske oplysninger:
Den almindelige hvidtjørn findes i Mellem- og Sydeuropa og har sin nordgrænse i Sydøstengland,over Danmark og Sydsverige til Balticum. I Danmark er hvidtjørnen udbredt over det meste af landet med undtagelse af Vestjylland.

Almindelig hvidtjørn kan vokse til et træ og blive op til 15 meter (undtagelsesvis 20 meter), men ses ofte som mindre træer eller med buskagtig vækst med flere fra roden udgående stammer.

Fritstående gamle træer kan få en bred næsten kugleformet krone fra grunden. Kronen er i reglen tæt. Ung bark er rødbrun og glat, ældre bark grålig og opsprækkende. Kortskud er omdannet til 2-3 cm lange skarpe torne.

Bladknopperne er spredte og runde. Bladene er spredte, ægformede med 3 lapper; de er stilkede og har store akselblade. Blomsterne er små og hvide og sidder samlet i halvskærme.

Navnet hvidtjørn henviser til de hvide blomster. Hvidtjørnens blomster har oftest 2-3 grifler, hvilket adskiller den fra engriflet hvidtjørn. Frugterne sidder i kortstilkede klaser. De er røde, glatte stenfrugter med 2-3 sten i hver frugt. Blomsterne er oversædige og resterne af blosteret med de to til tre grifler er blivende på frugten. Rødtjørn er en forædlet form af almindelig hvidtjørn.


Plantningslokalitet:
Almindelig hvidtjørn vokser på middelgod jordbund som underskov i lyse skove, langs skovbryn, i krat og på overdrev.

Almindelig hvidtjørn er mere skyggetålende end engriflet hvidtjørn og koral hvidtjørn, som ikke findes i skove.


Anvendelse:
Hvidtjørn egner sig som hegns- og skovbrynsplante, hvor den kan yde beskyttelse for opvækst af mere sårbare planter.

Tornene giver den god beskyttelse mod bid. Hjortevildt og harer æder kviste og skud uden at skade planten nævneværdigt. Blomsterne tiltrækker insekter og bærædende fugle æder frugterne.

Almindelig hvidtjørn anvendes dog i væsentlig mindre grad til landskabsplantninger end engriflet hvidtjørn.

Hvidtjørn har et meget hårdt ved, som har været meget anvendt til redskaber og drejearbejder.

Den havde tidligere haft stor anvendelse i naturmedicin, og det er dokumenteret at ekstrakter bl.a. kan stimulere hjertemuskulaturen. Hvidtjørn har desuden været brugt som podestamme for pære, æble og kvæde.

REFERENCE: Møller P.F. og Staun H. 2001. Danmarks træer og buske. Politikens Forlag.




 

 

 

 

Plantevalg - et valg for fremtiden

Forside     Send email     Udskriv  
Forside Email Print
Tilgængelighedserklæring