Artsbeskrivelse





Slåen
Latin: Prunus spinosa
Gruppe: Buskarter
Hjemmehørende: Hjemmehørende
Botaniske oplysninger:
Slåen findes i det meste af Europa med nordgrænse i Mellemskandinavien. Det er en udpræget østdansk art, som gror på kalkrig moræneler. Bortset fra lokale mergel-jorde f.eks., på de vestjyske bakkeøer, findes arten ikke i Vestjylland.

Slåen er en busk med stive, tætsiddende grene med tynde kviste der er besat med talrige lange grentorne.

Ung bark er rødbrun og filthåret mens ældre bark er grå. Bladknopperne er spredte, tiltrykte, små og spidse. Blomsterknopperne sidder samlet i små knipper på dværgskuddene. Bladene er ca. 3-5 cm lange, omvendt ægformede med tæt savtakket rand. Blomsterne er små, hvide og kortstilkede.

Slåen har et kraftigt rodnet med dybtgående rødder og overliggende siderødder, som hyppigt sætter rodskud. Blomstringen finder sted i april før løvspring. Frugten er en kuglerund blå- eller sortdugget stenfrugt. Frugterne modnes om efteråret, men bliver ofte siddende til hen på vinteren. Frugterne er beske og sammensnerpende sure, men bliver efter frost sødere og mildere i smagen.


Plantningslokalitet:
Slåen kan anvendes hvor jordbunden har et tilstrækkelig kalkindhold.

Slåen findes som enkeltstående individer i skovbryn og hegn men sjældent som underskov, da arten er meget lyskrævende.

På lysåbne lokaliteter kan slåen danne et tæt uigennemtrængeligt krat.

Talrige rodskud fra samme busk kan danne vidtstrakte kloner. De enkelte kloner er synligt foskellige m.h.t. blomstring, frugtssætning, frugtens farve og størrelsesamt bladenes form og størrelse.

På overdrev giver slåen beskyttelse til andre træer, som dog senere skygger den bort.


Anvendelse:
Den er meget velegnet til at danne tæt krat p.g.a. den lave tætte vækst.

Hvor der er afgræsning, giver slåen beskyttelse til opvækst af andre træer. Slåenkrat giver god beskyttelse og redesteder til småfugle og jordlevende fugle og mindre dyr, men den er uigennemtrængelig for større dyr som f.eks. hjorte.

Fugle sætter pris på frugterne, og da de er holdbare til langt hen på vinteren, kan de give et godt fødetilskud til f.eks. drosselfugle i en fødeknap tid.

Slåen tåler stærk beskæring.

Stedvist kan slåen blive et problem. Man skal placere dem i landskabet med omtanke, da de af og til kan brede sig stærkt og ukontrolleret ved rodskud.

Slåenfrugter er særdeles anvendelige til fremstilling af brændevin, som får en flot rødlig farve. Desuden anvendes frugterne (efter frost) til fremstillilng af gelé og saft.

Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.




 

 

 

 

Plantevalg - et valg for fremtiden

Forside     Send email     Udskriv  
Forside Email Print
Tilgængelighedserklæring