Artsbeskrivelse





Navr
Latin: Acer campestre
Gruppe: Løvtræarter
Hjemmehørende: Hjemmehørende
Botaniske oplysninger:
Navr er hjemmehørende i Danmark.

Dens naturlige udbredelse strækker sig over det meste af Mellem- og Østeuropa med nordgrænse i det sydlige Danmark.

Navr er en stor busk eller mellemstort træ, som kan blive op til 15-20 meter højt og med en diameter på op til 1 meter. Fritstående træer udvikler en bred krone.

De unge grene er grønne, men bliver senere lyst rødbrune med lysebrune længdestriber, og der dannes ofte korkvinger på grenene.

Bladene, der er små og lappede, springer ud i begyndelsen af maj, og der er gult løvfald i begyndelsen af november. Navr blomstrer i slutningen af maj, kort efter løvspring.

Blomsterne kan både være tve- og enkønnede, men de fleste er hanlige.De er uanseelige, men producerer store mængder nektar og bestøves af insekter. Frugterne er vingede, og i forhold til spidsløn og ær er navr karakteristisk med næsten »lige vinger« på frøene.


Plantningslokalitet:
Navr trives bedst på en varm, muldrig jord i sol, men den tåler også skygge. Den kan anvendes på de fleste jordbundstyper, som dog helst skal være kalkrige og ikke for sure (pH 5,5 til 7,7).

Træet har en dybtgående, meget forgrenet hjerterod og tåler kraftig vind. Erfaringer viser, at navr kan anvendes i stort set hele landet, også uden for det naturlige udbredelsesområde.

Den kan være følsom over for hård vinterfrost, og specielt udsatte steder bør derfor undgås. Desuden er arten meget følsom over for konkurrence med græs.


Anvendelse:
Navr er velegnet til kantbevoksning og inde i alle typer af naturplantninger.

Dens blomster bidrager med nektar til bestøvende insekter og frø til egern og fugle. Gamle træer er levested for laver, mosser og et utal af insekter.

Den er fortrinlig i blanding, især i skovbryn.

Da den tåler kraftig beskæring, kan den bruges både som hæk, busk og træ.

Den er muligvis meget følsom over for rodskader, der kan ske som følge af mekaniske skader med landbrugsredskaber ved læplantning.

Den kan af og til rammes af sygdomme som kransskimmelsvamp og fusarium.

Veddet kan bruges til brænde, til billedskæring og mindre brugsting.

Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.




 

 

 

 

Plantevalg - et valg for fremtiden

Forside     Send email     Udskriv  
Forside Email Print
Tilgængelighedserklæring