Vintereg har i Vesteuropa stort set samme udbredelse som stilkeg, dog går den ikke så langt mod øst. Den undgår således i forhold til stilkegen det mere kontinentalt prægede klima. Dens naturlige areal strækker sig fra Sydskandinavien i nord til Syditalien og Balkanbjergene i syd; fra Portugal, Nordspanien og Irland i vest til stort set grænsen mod Rusland i øst. I næsten hele sit udbredelsesområde forekommer vinteregen sammen med stilkegen og mod syd desuden sammen med Q. pubescens. Den optræder dog især på de lettere jorde, og den er i modsætning til stilkegen følsom overfor dårlig dræning. Sammenlagt har den en lidt mindre økologisk amplitude end stilkegen.
I Danmark er vinteregen især fremherskende på de lettere jorde i Midt- og Vestjylland (bl.a. hyppig i egekrat) samt på Djursland. Vinteregen findes også langs den sjællandske sydkyst samt på Bornholm.
Vinteregen er en udpræget lystræart med typiske pioneregenskaber. På næringsrige lokaliteter danner den skovsamfund med bl.a. stilkeg, avnbøg, ask, bøg, lind, mv., mens den på næringsfattige lokaliteter optræder i blanding med bøg, birk, asp, røn, lind, mv.
Vinteregen er varmeelskende og er med sine pioneregenskaber tolerant overfor frost, især forårsfrost, grundet et sent udspring. Meget stærk vinterfrost, især senvinterfrost, kan dog skade kambiet og under medvirken af en række svampe periodisk føre til degenerationsfænomenet "egedød".
Den har en meget hurtig ungdomsvækst og en dyb rodudvikling, hvilket gør den meget stormstabil og robust overfor tørke.
Den vil ligeledes være robust overfor de forventede klimaændringer. Det formodes, at den direkte vil kunne drage fordel af dem.
Vintereg har i lighed med stilkeg en stor tolerance over for jordbundsforholdene. Skønt dens bedste udvikling forekommer på næringsrige, dybgrundede lokaliteter med god vandforsyning, så kan den vokse under næringsfattige, sandede og tørre forhold såvel som på lerede og kompakte jorde.
Sædvanligvis regnes vinteregen for at være bedre tilpasset de tørre og fattigere jorde end stilkegen. Den bør undgås på de meget våde jorde, her vælges i stedet stilkeg. Den bør ikke anvendes på tørvejorde.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Egen forekommer som dominerende træart i tre skovudviklingstyper: Eg med ask og avnbøg (21), Eg med lind og bøg (22) samt Eg med skovfyr og lærk (23), hvoraf vinteregen især er knyttet de mere næringsfattige typer - 22 og 23. Desuden forekommer vinteregen som indblandingsart i en række skovudviklingstyper - især i de lystræprægede Ask og rødel (31), Birk med skovfyr og gran (41) samt (dog i mindre grad end stilkegen) i de kulturhistoriske skovudviklingstyper som "Stævningsskov" (91), "Græsningsskov" (92) og Skoveng" (93).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.