Sargents æble er hjemmehørende i det nordlige Japan, hvor den er udbredt i kratagtig vegetation.
Arten er indført til Danmark som prydplante. Arten kaldes af og til for paradisæble, som dog er en bred betegnelse, der omfatter en lang række arter og sorter. På internettet og i skoler hersker der en del forvirring omkring navngivningen.
Sargents æble forveksles f.eks. ofte med japansk paradisæble (M. floribunda) og bæræble (M. baccata). Det diskuteres om sargents æble er en underart af M. toringo (japansk prydæble). Sargents æble er en ca. 2 meter høj busk med vandret udbredt forgrening og ofte med få spredte grentorne. Ung bark er rødbrun og behåret; ældre bark er gråsort og med tiden furet.
Knopperne er spredte, tiltrykte og brune. Bladene varierer med to hovedformer: 3-lappede blade på ikke-blomstrende langskud og ovale (ægformede) blade med savtakket rand på blomstrende skud.
Blomstringen finder sted i maj-juni. Blomsterne er hvide, 2½ cm i diameter og sidder i 5-6 blomstrende skærme. De er oversædige og resterne af blosteret bibeholdes på frugten.
Frugten er et lille rundt æble, ½-1 cm i diameter, langstilket og mørkerødt ved modenhed. De sidder længe på busken om vinteren. Den tætbeslægtede bæræble er vækstmæssigt lidt større.
Sergents æble vokser på de fleste jordtyper undtagen de ekstremt tørre.
Sargents æble er undersøgt i forskellige hegnsforsøg, og den synes temmelig hårdfør.
Sargents æble er velegnet til skovbryn og i læ- og vildtplantninger. Arten kan bruges i blanding, men plantes gerne i rækker ned langs større træer.
Æblerne ædes af frugtædende fugle og dyr såsom drosler, fasaner og egern. Arten tiltrækker i meget høj grad fugle.
Arten udmærker sig ved at være meget smuk – både under blomstring, men også om efteråret med sine smukke høstfarver. Sargents æble er ikke kendt for at sprede sig voldsomt (invasivt) i naturen.
Selvom æblerne er små, kan de fint anvendes til marmelade og gelé. Der kan ligelesed fremstilles snaps på de små æbler.
Reference. Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.