Benved er udbredt i det meste af Europa, fra Nordspanien og Sicilien i syd til det sydlige Skandinavien, fra Irland i vest til Litauen og Kaukasus i øst.
I Danmark er arten almindeligst i den sydlige og østlige del af landet. I Danmark findes bestande op til Mariager fjord, over til Daugbjerg og ude på Djurslands østkyst. Udbredelsen i Danmark synes at være betinget af jordbundsforholdene (kalk).
Benved gror oftest som en mindre busk på 3-6 meter, men kan undertiden vokse til et mindre træ på op til 10 meter. Grenene er modsatte og vækstformen er åben. Bladene er 3-8 cm lange, elliptiske med fint savtakket rand. Knopperne er modsatte, smalle og grønlige. Unge grene er firkantede med lys bark. Blomsterne er små, grønlige og uanseelige. Blomstringen finder sted i forsommeren, maj-juni.
Frugterne er kødede orange kapsler med hængende frø. Frøene er omgivet af en orange, kødet aril. Frøene modnes i oktober-november. Navnet benved hentyder til det hårde, hvide ved.
Benved vokser naturligt spredt i skovbryn og hegn samt i lysåbne skove af eg og ask.
Den vokser på god næringsrig jord, og er speciel hyppig på kalkrig moræneler og kridt.
Der er pletvise registreringer i Vendsyssel og vest for israndslinien, hvor den vokser ved kridtgrave, mergelgrave og enkelte skove med god muldbund.
Benved spredes let af fugle og forekommer som pioner-busk i det meste af landet.
Benved tåler stærk beskæring, og kan formentlig formeres ved stiklinger.
Benved er en populær prydbusk både p.g.a. de farvestrålende frugter og de smukke høstfarver. Busken tiltrækker bærædende fugle, f.eks. solsort og sjagger. De nye skud er eftertragtede af hjortevildt.
Benveds ved er meget hårdt og brugtes tidligere til dreje- og husflidsarbejder.
Bærrene (frø) og de øvrige plantedele er meget giftige og arten bør derfor undgås, hvor børn færdes almindeligt, f.eks. i parker. Selvom benved forekommer almindeligt i den danske natur, har dens anvendelse givet anledning til diskussioner. Det skyldes at – foruden dens giftighed – så værtsskifter benved med bedebladlus (Apis fabae). Derfor har arten tidligere været frarådet i læhegn. Værtsskiftet med bedebladlus anses dog ikke længere for at være noget problem.
Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.