Blågrøn rose er vidt udbredt i Mellem- og Nordeuropa og den Nære Orient. Vokser i det meste af Danmark, men er især almindelig i Jylland (undtagen Vestjylland), Nordsjælland, på Fyn og Bornholm.
Mellemstor busk, 1-2 m høj, tætgrenet og med få udløbere. Det er vores mest formrige rosenart, men typisk for arten er de lyserøde, vellugtende, insektbestøvede blomster.
Hybenerne er orange- til mørkerøde, ca. 2,5 cm lange og ægformede. De modner tidligere end hunderosens og når derfor at gære og ådne i løbet af efteråret.
Løvet, særligt på unge skud, er blågrønt, dugget og med 5-7 uligefinnede, sammensatte blade. Blågrøn rose er tæt beslægtet med hunderose og kaldes også »tidlig hunderose«. De to arter er svære at skelne, men blågrøn rose har matte blade og mere buttede hyben og får ikke lange ranker som hunderosen.
Blågrøn rose er lyskrævende, men tåler vind og salt og er derfor egnet til kystklima. Den trives bedst på jorde, som ikke er for næringsfattige, og er uegnet til sur jord
Tåler beskæring og en moderat til høj grad af kreaturbid.
Giver god bunddækning og kan anvendes som kantplante i skovbryn og i vildt- og læplantninger. Den vokser ligeledes fint som fritstående,
hvor den danner karakteristiske, kaskadeformede buske med nedhængende ranker.
Mange fuglearter (især småfugle som f.eks. grønirisk og tornirisk) og pattedyr søger de modne hyben om efteråret.
Hybenerne er meget rige på C-vitamin og kan anvendes til syltetøj.
Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.