Ask findes naturligt i det meste af Europa - fra Irland, England, Wales over det sydlige Norge, Sverige og Finland til Nordspanien, Sicilien, Grækenland og området omkring Sortehavet og derfra ind i Kaukasus og Elbrusbjergene. I den nordlige del er asken knyttet til lavlandet, mens den i de central- og østeuropæiske bjerge når op til ca. 1600 m.o.h.
I Danmark optræder ask i de fleste egne, den forekommer dog især bestandsdannende i ådale og strandskove i Sydøstjylland, på Fyn og Bornholm samt lokalt på Lolland-Falster, Midt- og Sydsjælland.
Asken er skyggetolerant i de tidlige udviklingsstadier, men den kræver permanente lysåbninger for at kunne udvikle sig videre. Dens økologiske strategi er "hul-opportunistens". Med sin regelmæssige og rigelige frøsætning, der spredes let af vinden, har den overalt foryngelsespotentialer, som realiseres, så snart der opstår et hul i kronetaget. Som sådan passer den - som æren - godt ind i den mellemeuropæiske løvskovs dynamik, præget af småskala-forstyrrelser.
Den optræder således ofte i bøgedominerede skovsamfund på veldrænede jorde sammen med ær. Tilsvarende associerer den godt med stilkeg, lind og avnbøg på næringsrige lokaliteter præget af dårlig dræning. På udpræget våde lokaliteter optræder den sammen med rødel og stilkeg.
Ask er noget frostfølsom, men den kan dog på ikke alt for udsatte lokaliteter udmærket etableres uden skærm.
Derimod stiller den krav til en god vandforsyningen - enten via nedbør eller gennem grundvandskontakt. Da Danmark ligger tæt på askens nordlige udbredelsesgrænse, forventes den at have direkte gavn af de forventede klimaændringer, så længe de ikke fører til udpræget sommertørke.
I modsætning til tidligere antaget har asken en relativ stor jordbundsamplitude. Den trives bedst på dybtgrundede, næringsrige jorde, men udvikler sig også godt på mere fattige lokaliteter når blot dens vandkrav bliver tilfredsstillet. Den vokser både på jorde med højtliggende pseudogley og gley, på kalkjorde, på drænet og velomsat tørv og på moderat sure jorde.
Når asken således ofte optræder på mere marginale lokaliteter (gley, kalk, tørv), så skyldes det, at den i sit optimum bliver fortrængt af den mere konkurrencekraftige bøg – ofte hjulpet godt af forstmanden.
Askens løv omsættes let, og arten befordrer dannelse af udprægede muldkarakterer.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
På grund af sin store økologiske amplitude og gode foryngelsesevne får asken en væsentlig større rolle i den naturnære drift, end den har haft i det klassiske skovbrug – hvor den ofte er forvist til dårligt drænede lokaliteter.
Den optræder som dominerende træart i skovudviklingstypen Ask og rødel (31), og den har en co-dominerende rolle i Bøg med ask og ær (12) og Eg med ask og avnbøg (21). Desuden spiller den en rolle i Stævningsskov (91) og Græsningsskov (92).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.