Syrenen er hjemmehørende i Sydeuropa, på Balkan og i Lilleasien. I Danmark er den indført som prydplante og findes i dag forvildet.
Den forekommer nu overalt i landet både som have- og hegnsplante. På Syd- og Vestfyn er syrenen karakteristisk for det kulturhistoriske landskab, hvor den blev plantet omkring år 1800.
Syren er en middelhøj busk, sjældent over 6 meter. Vækstformen er opret med relativ få sidegrene. Unge skud er grålige og glatte; ældre bark bliver grålig og furet. Bladknopperne er modsatte, glatte og ægformede. Bladene er ovale eller hjerteformede, helrandede, glatte og noget stive. Syrenen blomstrer i juni.
Blomsterne er hvide eller violette og stærkt duftende. Blomsterne er tvekønnede, og sidder samlet i store endestillede klaser. Frøene bæres i brune, aflange kapsler. Hver kapsel er ca ½-1 cm lang.
Syrenen er lyselskende. Den kan vokse på stort set alle jordtyper fra mager sandjord til næringsrig muld, men dog trives den ikke på vandlidende jorde. Den formerer sig let både ved rodskud
og frø.
Syrenen er meget vindfast, og skønt den ikke kan modstå en åben vestlig blæst, er den velegnet som indplantning i læhegn. På mere udsatte jorde i Vestjylland trives syrenen derfor bedst i læ.
Blomsterne tiltrækker bestøvende insekter og frøene ædes af småfugle.
Syren tåler gerne beskæring og nedskæring og kan derfor også anvendes i tætte hegn. Den danner villigt rodskud og aflæggere.
Syrenen anvendes meget som prydbusk i haver og parker. Der findes forskellige arter og sorter af syren, som er anvendt i Danmark. Træ af syren har traditionelt fundet anvendelse til finere møbler og kunsthåndværk.
REFERENCE: Møller P.F. og Staun H. 2001. Danmarks træer og buske. Politikens Forlag.