Vrietorn (eller korsved) er udbredt i det tempererede Europa og Vestasien mod nord til det sydlige Skandinavien.
I Danmark findes arten hovedsagelig i Østjylland og på Øerne, stort set kun øst for israndslinien.
Vrietorn er en stor løvfældende busk eller et lille træ med opret, senere overhængende vækstform.
For enden af skuddene sidder kraftige grentorne. Bladene er ovale med fint savtakket rand og karakteristiske bueformede nerver. Blomsterne er enkønnede og træet er tvebo, dvs. han- og hunblomster sidder på forskellige individer. Blomsterne er uanselige små og grønne. Frugterne er sorte kuglerunde stenfrugter, ca. 1 cm i diameter og indeholder 4 sten. Frugterne modnes i oktober.
Vrietorn er knyttet til kalkrig jordbund, f.eks. moræneler og kridt.
Arten er lyskrævende og gror sjældent som underskov.
Den er almindeligst i skovbryn, hegn, krat og på overdrev. Vrietorn ses typisk hist og her i landskabet. Kun enkelte steder ses den i store forekomster.
Hårdfør mod salt og vind kombineret med krav til kalkholdig jordbund gør arten speciel velegnet til kystnære områder i Østdanmark, f.eks. indplantet i skovbryn.
Planten er meget giftig og kreaturer undgår den. Den kan derfor overleve på overdrev, hvor der er kreaturgræsning.
Blomster bestøves af bier og sommerfugle, mens bærrene ædes af forskellige fugle.
Frugterne bør ikke spises af mennesker, da især de umodne frugter er giftige. Som modne er frugterne mindre giftige, omend stadig ikke spise-egnede for mennesker.
Vrietorn danner rodskud og kan formeres ved aflæggere. Planten er mellemvært for kronrust, og den bør således ikke plantes i nærheden af arealer med græs- og havreafgrøder.
Bær og bark af vrietorn har traditionelt været anvendt hyppigt i folkemedicin. Medicinen, som skulle anvendes i meget små mængder, »skulle rense og bane vejen for et nyt og bedre liv«. Hermed menes, at medicinen kunne rense de indre organer for mange fremmedstoffer. Vrietorn har dog især været brugt som afførringsmiddel.
Vrietorn har desuden været anvendt til at udvinde farvestof af.
Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.