Artsbeskrivelse





Mirabel
Latin: Prunus cerasifera
Gruppe: Buskarter
Hjemmehørende: Udenlandsk
Botaniske oplysninger:
Mirabel stammer formentlig fra Mellemøsten og Sydvestasien, hvorfra den ved dyrkning har bredt sig til det meste af Central-, Syd- og Vesteuropa samt over store dele af Asien.

Den findes overalt i Danmark, specielt omkring bebyggelser.

Mirabel, som også kaldes kirsebær-blomme er et lille træ, sjældent over 10 meter højt. Yngre træer er har spredte kraftige grentorne. Barken er glat og i begyndelsen grønlig. Bladene er små og omvendt ægformede med savtakkede rande. Blomsterne er samlede i små knipper fra kortskudene. De er kortstilkede, hvide eller rødlige med mange støvdragere og stærkt duftende.

Blomstringen finder sted sidst i april før løvspring. Frugten er en næsten kugleformet og 2-3 cm i diameter stor, gul, orangefarvet eller rød stenfrugt.

Frugterne er velsmagende, saftige omend lidt melede, og de spises af både dyr og mennesker. Der findes en lang række dyrkede former og hybrider, og såvel blomsterne som de vegetative dele har stor lighed med forskellige andre dyrkede blommearter og -sorter.


Plantningslokalitet:
Mirabel er formentlig indført sydfra som dyrket frugttræ, men findes ofte mere eller mindre forvildet i Danmark.

Den er nøjsom med hensyn til jordbund, men da den ikke tåler vandlidendejorde trives den bedst hvor jorden er veldrænet, f.eks. sand eller grusjorde.

Den tåler både nogen skygge og nogen vind.

Mirabel spredes let af fugle og findes forvildet i f.eks. skovbryn. Der findes adskillige sorter af mirabeller på markedet.


Anvendelse:
Mirabel findes hyppigt dyrket. Den er mere hårdfør på magre jorde end kirsebær, men gror ofte på samme lokaliteter.

Den kan anvendes både som læhegn og i vildtplantninger. Arten rodskyder, hvilket kan være et problem.

Blomsterne tiltrækker bestøvende insekter og frugterne ædes af fugle. Mirabellesten fortæres både af smågnavere og kernebidere.

Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.




 

 

 

 

Plantevalg - et valg for fremtiden

Forside     Send email     Udskriv  
Forside Email Print
Tilgængelighedserklæring