Sitkagranens naturlige udbredelsesområde strækker sig i et smalt bælte langs stillehavskysten i det nordvestlige Amerika - fra Alaska i nord til Californien i syd. Udstrækningen nord-syd er næsten 3000 km, mens den maksimale bredde (øst-vest) kun udgør 210 km. Træarten er således helt knyttet til stillehavskysten, hvor den kun forekommer i lavlandet (under 300 meter).
I Danmark har sitkagranen været brugt i skovbruget i ca. 100 år. Dens brug har været stigende i de senere årtier.
Træarten har som rødgranen både pioneregenskaber og klimakskarakterer. Rene sitkagranbevoksninger forekommer ofte, især hvor træartens pioneregenskaber har kunnet komme til udfoldelse efter fx brand og jorderosion. Under mere stabile forhold findes arten oftest i blanding med tsuga, thuja, douglasgran, grandis m.fl.
Sitkagran er i udpræget grad tilpasset et maritimt klima med milde vintre og kølige somre. Det er klimakrav, som i vid udstrækning honoreres i Danmark.
Den er desuden tilpasset fugtig og saltholdig luft, hvilket gør den specielt egnet i klitskovbruget.
Generelt er sitkagranen dog ikke særlig stabil i Danmark. Den kan det ene år synes sund og vækstkraftig for få år efter helt at gå i opløsning. Dette skyldes formodentlig, at dens krav til vandforsyning ikke altid opfyldes. Den svækkes til tider af sommertørke med påfølgende angreb af jættebarkbillen (micans).
På udsatte lokaliteter skades den ofte af frost, da den i kulturstadiet er frostfølsom, både overfor sen forårsfrost og tidlig efterårsfrost.
Træarten er hårdfør overfor vindpåvirkning, men vælter alligevel let i storm. Som udpræget oceanisk træart vil sitkagranen formodentlig være tolerant overfor de forventede klimaændringer, dog må tørre somre forventes at give sitkagranen problemer.
Sitkagran udvikler sig godt på et bredt spektrum af lokaliteter. Den vokser bedre end rødgran på tørre, fattige lokaliteter og er desuden tolerant overfor saltnedslag.
Den klarer sig bedre end rødgran på jorde med moderat vandstuvning. På meget grundvandspåvirkede jorde, især på fede lerjorde med dårligt luftskifte og på tørvejord frarådes sitkagran pga. stormfaldsrisiko.
På afvandede tørvejorde vokser den hurtigt - men dør tilsvarende tidligt.
Dens løv omsættes langsomt og træarten er en udpræget mordanner.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Sitkagranen har og får fremover en vis rolle i skoven. Især i klitskovene, hvor dens økologiske fordele - herunder store salttolerance - kommer fuldt til udfoldelse. I de øvrige skove skal den supplere rødgranen og gøre "grandyrkningen" mere robust overfor mulige klimaændringer, idet dens klimaprofil er komplementær til rødgranens. Træarten forekommer udover i den typiske "klitskovudviklingstype" – Sitkagran med fyr og løvtræ (52) - i en række andre typer hvor den supplerer rødgranen: Bøg og gran (14), Birk med skovfyr og gran (41), Gran med bøg og ær (51), Ædelgran/grandis og bøg (71), Skovfyr, birk og rødgran (81).
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.