Bævreasp er udbredt over det meste af det tempererede Europa og Centralasien.
Den er den eneste hjemmehørende danske poppelart og skønnes at være indvandret kort efter istiden i Danmark for 12.000 år siden. Bævreasp er oftest et mindre træ. På beskyttede lokaliteter kan den blive op til 25 meter høj, men er oftest langt mindre på udsatte steder.
Bævreasp formerer sig hyppigt ved rodskud. Ung bark er glat og lys grå, ældre bark bliver mørk grå og skorpet. Bladene er spredte. Bladformen er rund med tandet eller bugtet rand og markeret bladspids. Bladstilken er lang og flad, hvilket er med til at gøre bladet bevægeligt (bævrende) selv ved en svag vind. Blomsterne sidder i lange hængende klaser.
Bævreaspen er tvebo, d.v.s. han- og hunblomster sidder på forskellige træer. Frugterne er kapsler, som indeholder mange små dunede frø. Aspen blomstrer i marts-april før løvspring. Frugterne er modne i september.
Aspen kan gro på de fleste jordtyper men udkonkurreres let af anden trævækst på bedre jorde.
I Jylland gror den oftest på sandede heder og overdrev, i Østdanmark ofte på lerede og kalkrige jorde.
Den vokser bedst hvor der er bevægeligt grundvand. Rødderne er overfladiske og danner hyppigt rodskud. Derved kan bævreaspen danne store renbestande hidrørende fra et enkelt individ. Da aspen er tvebo består sådanne bestande af enten han- eller huntræer.
Bævreasp er nøjsom, relativ vindfast og tåler lave kuldegrader. Den er således velegnet på frost- og vindudsatte steder. P.g.a. rodskuddene har den en evne til at brede sig og binde jorden, hvor der er sandflugt.
Små frøædende fugle fouragerer på hun-træerne.
Træ af bævreasp har været anvendt til mindre træredskaber, hvor lav vægt er en fordel. I Norden anvendes den hyppigst til tændstikker og især til papir.
Bævreasp er desuden anvendt i folkemedicinen, og barken har været brugt i brød.
Bævreasp anvendes en smule i parker og haver. Her bruges fortrinsvis specielle sorter af bævreasp, f.eks. »fastigiata«, en højere og mere kegleformet varietet.
Reference: Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.