Skovfyr findes naturligt på hele den skandinaviske halvø. I Central- og Østeuropa strækker den sig i et bælte mellem den 45. og den 65. breddegrad fra Tyskland, gennem Polen, Baltikum og Rusland ud til Beringstrædet. Mod vest findes den i Alperne samt i spredte forekomster i Skotland, Frankrig, Spanien, på Balkan samt i bjergene omkring Sortehavet.
Skovfyrren indvandrede til Danmark kort efter afslutningen af sidste istid for ca. 10.000 til 12.000 år siden. Allerede få årtusinder senere blev den fortrængt til marginale lokaliteter ved indvandringen af en række klimaksarter. Senere blev den efterstræbt af menneskene for i løbet af middelalderen helt at forsvinde.
Den blev genindført i forbindelse med sandflugtsdæmpelsen og hedetilplantningen i 1700-tallet. Ved reintroduktionen blev der desværre ofte anvendt uegnede provenienser, hvilket især i hedeskovbruget førte til mange fejlslag, således at skovfyrren ikke fik den centrale rolle, den burde have haft i forbindelse med etablering af skov på heden.
Skovfyrren er en udpræget pionerart, der næsten udelukkende forynger sig naturligt efter katastrofer som skovbrand, stormfald, jordskred, laviner, mv. I Skandinavien og Nordøsteuropa forekommer den således på de mere tørre lokaliteter, hvor brandfrekvensen er høj, og her ofte i blanding med birk, asp og til dels gran. I de central- og sydøsteuropæiske bjergegne optræder den i blanding med bl.a. rødgran, ædelgran, bøg, ær, lærk, hvor den vokser på de stejleste og mest fladgrundede og tørkeprægede smålokaliteter.
Skovfyrren stiller meget få krav til klimaet, idet den har en meget stor evne til at tilpasse sig de givne klimatiske forhold.
Denne udprægede evne til dannelse af lokalracer betyder til gengæld, at dens store klimatolerance samtidig forudsætter, at proveniensen skal være tilpasset det aktuelle klima.
Den er særdeles frostresistent og ekstremt tørketålsom. Den er også vindtolerant, men følsom overfor vindslid og på grund af dens dybtgående rodsystem relativ stormfast.
Skønt den let svides af salt er den ret robust i klitskovbruget. Den vil kunne klare mindre klimaændringer.
Skovfyrren er den af vore træarter, der har den største jordbundsmæssige tolerance. Den tåler såvel fattigt som tørt og vådt. Den trives også på kalk, men nålekloroser kan da forekomme. Den udvikler sig ligeledes udmærket på tørv.
Skovfyrrens løv er svært omsætteligt og den er mordanner.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Med sine pioneregenskaber har skovfyrren en vigtig rolle ved etablering af skov på dårlige lokaliteter (fattig jordbund eller barskt klima) - ved skovrejsning eller efter renafdrift hhv. stormfald. Herved kan den bidrage til at etablere et skovklima som udgangspunkt for en udvikling (succession) mod den tilstræbte skovudviklingstype. Den indgår desuden i en række lystræprægede skovudviklingstyper på fattige tørre lokaliteter: Eg med skovfyr og lærk (23), Birk med skovfyr og gran (41), Sitkagran og fyr med løvtræ (52), Skovfyr, birk og rødgran (81), samt som spredt indblanding i en række andre.
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.