Ædelgran forekommer naturligt i Central- og Sydøsteuropas bjergregioner, hvor den optræder i blanding med bl.a. bøg, ær, rødgran og til dels lærk. Den forekommer så godt som aldrig naturligt i renbestand. Uden for sin naturlige udbredelse har den fået en vis betydning i de kystnære områder i Nordtyskland og Danmark. Forskellige racer af ædelgranen har i forsøg vist så store forskelle i dyrkningsegnethed, at det får afgørende betydning for valg af proveniens.
I det danske oceaniske klima har provenienser fra det sydlige Italien (Calabrien over 1600 meter) vist en helt overlegen sundhed og vækst.
Ædelgranen er den mest udprægede klimaksart af alle vore nåletræer. Den forynger sig villigt i skygge og kan overleve under dyb skygge gennem årtier, for ved lysstilling at fortsætte væksten. Sammen med bøg og rødgran danner den mange steder i Central- og Østeuropa typiske klimakssamfund.
Ædelgranen er med sit tidlige udspring meget udsat for forårsfrost, hvilket betinger, at den næsten udelukkende forynges i et allerede eksisterende skovklima (under skærm eller i rande).
Efter renafdrift eller ved skovrejsning kræver den en forkultur, idet ammetræer sjældent er tilstrækkeligt.
Ædelgranen kræver desuden relativ megen nedbør (over 800 mm/år), som dog delvist kan erstattes af høj luftfugtighed. For ædelgranens udvikling er nedbør således vigtigere end næringsstof-forsyning.
Træarten er særdeles tolerant overfor salt, hvilket sammen med behovet for høj luftfugtighed er årsagen til dens udbredte brug i klitskovbruget.
Ædelgranens forventede reaktion på de formodede klimaændringer må ses i relation til proveniensvalget.
Dyrkning af de centraleuropæiske ædelgranprovenienser, som har en begrænset tilpasningsevne, forventes at blive yderligere problematisk. De calabriske provenienser må derimod anses for tilstrækkeligt tilpasningsduelige.
Ædelgranen tåler såvel stive våde lerjorde som tørre fattige sandjorde. De mest tørre jorde og meget fattige grundvandspåvirkede jorde bør dog undgås. Træarten er følsom overfor lav nedbør og bør ikke anvendes i nedbørsfattige egne. Den vokser udmærket på kalkholdig jord og tåler manglende luftskifte bedre end gran.
Rodsystemet er kraftigt og veludviklet. Det får karakter af pælerod eller hjerterod i alderdommen. På vekselvåd jord ses skader på sænkere og vertikalrødder, men ædelgran er alligevel den nåletræart, som får det dybeste rodnet på dårligt drænede jorde.
Anvendelse i skovudviklingstyper:
Ædelgranen optræder kun i en skovudviklingstype som dominerende art og her sammen med bøg Ædelgran/grandis og bøg (71). Denne skovudviklingstype med de udprægede klimaksarter er det nærmeste vi i Danmark kommer på "plenterwald"-strukturen med dens intensive blanding af arter og aldre. I skovudviklingstyperne Gran med bøg og ær (51), Sitkagran og fyr med løvtræ (52) og Douglasgran, rødgran og bøg (61) kan ædelgranen hhv. grandis optræde som vigtig indblanding og her især på jorde med god vandforsyning og eller i områder med høj luftfugtighed som fx klitegnene.
Reference: Naturnær skovdrift (2005) af J. Bo Larsen (red.), Dansk Skovforenings Tidsskrift 1-2/05
Danmarks træer og buske af Møller P.F. og Staun H. (2001). Politikens Forlag.